TPU (Thermoplastic Polyurethane) er en del af den meget store familie af termoplastiske elastomerer, som bliver bløde når de opvarmes. Det omtales separat fra TPE, da deres egenskaber er vidt forskellige. TPU printes ved 220-250 °C alt efter sammensætningen af materialet. Det kræver også en byggeplade der kan opvarmes til 60 °C, og det kan alt efter byggepladens overflade, være nødvendigt med tape, hårspray eller lignende, for at få materialet til at hæfte til pladen.

TPU minder i hårdhed og elasticitet meget om gummi, men da det er en termoplast, kan det i modsætning til gummi godt bruges til 3D print. TPU har en højere slidstyrke og er mere modstandsdygtigt over for kemikalier, specielt olie og fedt. Ydermere er det også modstandsdygtigt over for lave temperaturer, hvilket betyder, at det ikke bliver sprødt og vanskeligt at arbejde med. TPU har en fremragende lagbinding og minimalt med warping.

TPU er nemmere at printe med end TPE, da det er stivere, hvilket mindsker kravene til 3D printerens ekstruder. Det er dog altid en god ide at sørge for, at filamentet ikke kan "undslippe" undervejs til ekstruderen, specielt ved de gear der driver filamentet frem. Det er også værd at sørge for at filamentet nemt kan trækkes af spolen, da man ellers kan komme ud for at filament strækkes, hvilket medfører underekstrudering af materialet.

TPU filament er hygroskopisk, hvilket vil sige at det optager mere vand end andre materialer – det anbefales derfor at opbevare materialet i en drybox; en container med silica gel i bunden til at binde evt. fugt. Hvis dit TPU filament hvæser og popper når det bliver ekstruderet, er årsagen at det har optaget for meget vand. Dette kan afhjælpes ved at tørre filamentet i en ovn med præcis regulering af temperaturen; f.eks en dehydrator til mad, eller en decideret filamenttørrer. 

Hvis du overvejer at tørre det i en almindelig ovn, så er det vigtigt at teste stabiliteten af temperaturen, da den kan svinge en del. Dette kan i værste tilfælde lede til at filamentet smelter sammen på spolen.

Alt efter hvor meget vand TPU filamentet har absorberet, anbefales det at tørre det i 8-24 timer ved 65 °C.

Anbefalinger:

Print langsomt, 20-30 mm/s

Slå retractions fra

Sørg for at filamentet afspoler let

Kræver opvarmet byggeplade

Opbevares tørt, gerne i en drybox