PETG (polyethylene terephthalate glycol-modified) er en variant af PET med glykol tilsat. Denne forbindelse forhindrer materialet i at krystallisere, hvilket gør det at det er blødere samt smelter ved en lavere temperatur. Ideelle egenskaber når man skal bruge det til FDM 3D print. 

PETG er mere elastisk end f.eks. PET, men bibeholder dog styrken og lagbindingen. Det har en øget tendens til at lave små strenge, når man printer. Derfor kan det anbefales at øge sin retraction i forhold til f.eks. PLA.

Der findes forskellige blandinger af PETG der gør at det har en mindre tendens til at lave små strenge, og er nemmere at printe med, en af dem er f.eks. EASY PET-G fra Fiberlogy.

PETG printes ved 230-250°C. Der skal en opvarmet byggeplade til; den bør opvarmes til 70-90°C alt efter hvad den er lavet af, og om man bruger tape, limstift eller noget helt tredje til at sikre vedhæftning.

PETG filament er hygroskopisk, hvilket vil sige at det optager fugt fra den omkringværende luft – det anbefales derfor at opbevare materialet i en drybox; en container med silica gel i bunden til at binde evt. fugt. Hvis dit PETG filament hvæser og popper når det bliver ekstruderet, er årsagen at det har optaget for meget vand. Dette kan afhjælpes ved at tørre filamentet i en ovn med præcis regulering af temperaturen; f.eks en dehydrator til mad, eller en decideret filamenttørrer. 

Hvis du overvejer at tørre det i en almindelig ovn, så er det vigtigt at teste stabiliteten af temperaturen, da den kan svinge en del. Dette kan i værste tilfælde lede til at filamentet smelter sammen på spolen.

Alt efter hvor meget fugt PETG filamentet indeholder, anbefales det at tørre det i 8-24 timer ved 65 °C.

Anbefalinger:

Print ved 40-50 mm/s

Klem ikke filamentet mod byggepladen

Kræver opvarmet byggeplade

Opbevares tørt, gerne i en drybox