PLA (polylactic acid) er lavet af biologiske materialer som majsstivelse eller sukkerrør, hvilket gør det biologisk nedbrydeligt. Som andre majs- eller sukkerbaserede materialer bliver det langsomt nedbrudt af mange almindelige bakterier. Det vil dog vare længe under normale forhold, så man skal f.eks. ikke smide det i kompostbunken.

Det smelter ved 180-200°C, afhængigt af hvilke andre materialer der er tilsat. PLA begynder at deformere ved temperaturer over 60°C, og det er ikke vand- eller kemikalieresistent. PLA har en stærk lagbinding, men selve materialet er skørt og mindre elastisk. 

Der findes en bred vifte af PLA-blandinger, indeholdende træ, bambus (plast tilsat fibre), metal, selvlysende (plast tilsat phosphorescerende pigment). Andre varianter ændrer ikke udseendet på materialet, men egenskaberne i forbindelse med FDM 3D print. Der findes varianter af PLA der gør det både mindre sprødt og mere varmetolerant. Enkelte varianter kræver at man hærder dem i en ovn, for at opnå den ønskede styrke. Dette gør dog at emnet kan krympe, hvilket kan være vigtigt at tage højde for, hvis det er en funktionel del, hvor tolerancerne er vigtige.

Når PLA opvarmes, afgiver det en sødlig duft. I modsætning til ABS afgiver det ikke giftige dampe, så et kabinet er ikke nødvendigt. Generelt er PLA mindre temperamentsfuld og kræver en lavere temperatur at printe med end f.eks. ABS og behøver ikke en opvarmet byggeplade. 

PLA er generelt nemmere at printe med end f.eks. ABS eller PETG, men efterbehandling er mere besværligt.

Fordele:

Nemt at printe med

Kan printes ved høje hastigheder

Lav tendens til “warping”

Ikke nødvendigt med en opvarmet byggeplade

Ingen giftige dampe

Ulemper:

Deformerer ved lave temperaturer